Spar energi i boligforeningen

I en tid med tårnhøje energi-regninger, er man nødt til at spare, hvor man kan – det gælder også på boligforeningernes fællesarealer. Men hvad kan du og din forening gøre for at spare på energi i jeres ejendom?

Rekorddyre energipriser og mørke, kolde tider er en dårlig cocktail, men du behøver ikke at slukke for alt for at spare på boligforeningens energiforbrug. Med disse 10 gode råd, kan du og din boligforening stadigvæk gøre betydelige besparelser. 

10 gode råd

1. Skift til LED-lys 

Udskift al belysning til LED på boligforeningens fællesarealer. LED-lys har et lavt energiforbrug og har en lang levetid. De er billigere i drift – og kan spare foreningen en masse penge. 

2. Sluk hver anden lampe i opgangene

Ved at slukke for hver anden lampe i foreningens opgange, kan I spare en del energi, uden at beboerne generes af manglende belysning.

3. Hav kun lys i opgangen om natten

Det kan svare sig at indregulere lyset i opgangene, så de kun er tændt om natten/de mørke timer. 

4. Justér lysdæmpere og bevægelsessensorer

I kan komme langt ved at justere lysdæmpere og bevægelsessensorer, så lyset ikke er på fuld styrke, medmindre behovet er der.

5. Tag trappen i stedet for elevatoren

Elevatorer bruger unødvendigt meget energi, hver gang den er i brug. I kan derfor opfordre foreningens beboere til at tage trappen i stedet. Således bruges elevatoren kun, når det er nødvendigt. 

6. Indstil lyset på udendørs fællesområder

I kan indstille lyset på foreningens udendørs fællesområder, så noget af lyset er slukket i et par timer om natten. 

7. Fyld vaskemaskine helt op og brug tørrerum

Et af de steder hvor vi også kan spare betydelige penge er, når vi vasker tøj. Har jeres forening et fælles vaskerum, så kan I opfordre beboerne til at fylde vaskemaskinen helt op, og benytte foreningens tørrerum i stedet for tørretumbleren. 

8. Vask midt på dagen eller efter kl 20 om aftenen

Energi varierer i pris alt efter, hvornår på dagen du bruger den. Der kan derfor være mange penge at spare, hvis man bruger strømmen i de billige timer. I kan derfor opfordre foreningens beboere til at vaske tøj midt på dagen eller efter kl 20 om aftenen, når priserne er på sit laveste. 

9. Tjek belysning i p-kælderen

Har jeres forening en p-kælder, så gennemgå belysningen og sørg for at det slukker automatisk, når der ikke er bevægelse.

10. Sænk vandtemperaturen

Temperatur er et af de steder vi typisk kan spare en masse penge. Ved at sænke vandtemperaturen i anlæggene, hvor det er muligt, fra 60 til 55 grader, kan jeres forening spare betydelige beløb – uden at gå på kompromis med hygiejne og komfort. 

Kilde: Børsen og Heimstaden 

Læs også: Formindsk vandforbrug i boligforeningen