Flere danskere vælger at bo i lejelejlighed

Drømmen om at købe og eje sit eget hjem fylder blandt danskerne. Alligevel er der flere danskere, der vælger at bo i lejelejlighed. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det skyldes flere ting.

Der bygges flere lejelejligheder end ejerlejligheder

Selvom flere undersøgelser peger på, at vi danskere går og drømmer om at eje vores egen bolig, så bygges der markant flere lejelejligheder end ejerlejligheder. 

Ifølge Danske Banks undersøgelse ’Danskernes Økonomiske Tryghed 2019’, ønsker omtrent to ud af tre danskere at bo i en ejerbolig. Men de seneste år er der sket et skift i, hvordan danskernes boligsituation ser ud. For faktisk er der flere lejere end ejere i Danmark i dag. 

I 2012 var 51,6 procent af Danmarks boliger beboet af en ejer, mens 48 procent var beboet af en lejer. I 2022 var 48,3 procent beboet af en ejer, mens 51,2 procent var beboet af en lejer. Det skyldes blandt andet det faktum, at der bygges flere lejelejligheder end ejerlejligheder.

På ti år er der kommet knap 10.000 flere ejerboliger, mens der er kommet 177.000 flere lejeboliger. Det viser tal fra Dansk Ejendomsmæglerforening

Vi er blevet flere mennesker

I november 2022 rundede vi præcist 8 milliarder mennesker på jordkloden. Og også i Danmark har vi set en generel stigning i befolkningen.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 1982 5.119.155 personer i Danmark. Og i 2022 var vi 5.873.420 personer. Befolkningen er altså vokset med 754.265 personer på 40 år. 

Ligeledes viser tal fra Danmarks Statistik, at næsten hver fjerde dansker bor i hovedstaden. 

I 2022 boede der 1,35 millioner personer i hovedstadsområdet, hvilket svarer til 23 procent af befolkningen. På ti år er befolkningen steget med 11 procent i hovedstadsområdet, alt imens den generelle vækst i befolkningen har været på 5 procent.

Der er derfor ikke noget at sige til, at behovet for boliger også er steget i hovedstadsområdet, og dette forklarer i særdeleshed også hvorfor vi ser så mange lejere, samt efterspørgsel på lejeboliger. 

Befolkningssammensætningen har ændret sig

Udover at vi er blevet flere mennesker i Danmark, har befolkningssammensætningen også ændret sig. 

I takt med at vi lever længere, bliver vi også flere borgere med behov for tag over hovedet. Og det er særligt de ældre, der trækker gennemsnittet op, hvad angår beboelse af lejeboliger. Mange ældre foretrækker nemlig at flytte væk fra deres ejerbolig til en mindre lejebolig, hvor hjælpen er mere tilgængelig og bekymringerne mindre.

De unge strømmer også til storbyerne for at bo, studere og arbejde. Storbyerne har flere kulturelle og sociale aktiviteter samt muligheder, som tiltrækker unge og gør det til et attraktivt sted at bo. 

Lejeboligen er den oplagte mulighed for at få foden indenfor i storbyerne. Mange danske udlejningsejendomme er nemlig placeret i disse attraktive områder.

Ligeledes er der sket en ændring i civilstatus. Der er flere enlige i Danmark, hvilket betyder flere mennesker at huse. Ifølge Nordea Kredit og Danmarks Statistik udgjorde enlige i 2020 hele 65 procent af lejerne.

Alt dette er med til at gøre boligefterspørgslen større og behovet for lejeboliger stigende. 

Svært at få foden indenfor

Mens befolkningstallet og boligefterspørgslen stiger, så stiger priserne på ejerboliger også. 

Alt i alt er der flere ting, der spænder ben for særligt unge og førstegangskøbere, som gør at de tilvælger lejeboligen. 

Det er nemlig en kombination af lavt udbud og høj efterspørgsel, samt høje boligpriser i storbyerne, og begrænsede lånemuligheder.

De svingende renter kan ligeledes gøre det svært for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet. I dag er renterne høje, hvilket betyder, at vi skal have et langt højere rådighedsbeløb end vi skulle førhen. Derfor vælger mange at bo i lejelejlighed.

Flere får øjnene op for lejelejligheder

Men det er ikke kun nød og tvang, der drager borgerne mod lejelejlighederne. Flere er begyndt at få øjnene op for fordelene ved at bo i lejelejlighed. Også par og børnefamilier er begyndt at søge mod lejelejlighederne. Det skyldes blandt andet god beliggenhed, fleksibilitet og det faktum, at det er langt mere uforpligtende at bo til leje fremfor at eje.

Der påhviler ejer et stort ansvar, når det gælder vedligeholdelse af boligen. Dette slipper man for som lejer. Ligeledes er det langt mere fleksibelt i ind og udflytningssituationer. Og som lejer slipper man ovenikøbet for den store udbetaling til boligkøbet. Man skal i stedet betale et depositum, som er et langt mindre beløb, og man undgår at optage dyre bank- eller realkreditlån. Samtidig undgår lejere at betale ejendomsværdiskat og grundskyld.

Der er altså mange årsager til at danskerne er begyndt at søge mod lejelejlighederne. Og måske vi skal til at fokusere på alle de fordele, der er ved at bo til leje.

Læs mere om fordele ved at bo til leje her.