Andelskrone

En andelskrone er det tal, der bestemmer, hvad en andelsbolig maksimalt må koste. Andelskronen er det nøgletal, der er med til at fastsætte værdien af et andelsbevis, og kan også kaldes for kursværdien for en indskudskrone. 

Andelskronen udregnes ud fra værdien af ejendommen samt de øvrige aktiver, herfra trækkes foreningens gæld. Dette divideres så med det oprindelige indskud fra alle andelshavere. Andelskronen fastsættes på foreningens generalforsamling én gang om året.

En andelskrone afspejler ejendommens værdi som udlejningsejendom.

Der er flere faktorer der har indflydelse på værdifastsættelsen af andelskronen. Og hvorvidt den er høj eller lav afhænger af det aktuelle boligmarked. 

Ligesom ved andre lejligheder og ejendomme, har beliggenheden en betydning for hvordan andelskronen sættes. Derudover har selve ejendommens stand også stor betydning. Er den vedligeholdt, eller er der en plan for vedligeholdelse? Hvordan er selve standen på vinduer, døre, facade osv. Og er der fugtproblemer, eller andet der kan påvirke standen på ejendommen. 

Derudover ses der på foreningens fællesarealer, her både stand og værdi. Der ses blandt andet på gårdmiljø, vasket, kælderrum, dørtelefon og lignende. 

Ligeledes ser man på, hvordan foreningens finansiering ser ud. Hvordan ser deres værdier ud og har de gæld?

Andelsboligforeningen bestemmer selv om de vil bruge en valuarvurdering eller den offentlige ejendomsvurdering. Andelskronen kan derfor variere alt efter hvad valuaren vurderer ejendommen til.

Den offentlige ejendomsvurdering for andelsboligforeninger er blevet afskaffet. Andelsboligforeninger må dog fortsat bruge den nyeste vurdering til at fastsætte andelskronen. De må dog ikke gå tilbage til den offentlige ejendomsvurdering, hvis først de har anvendt en valuarvurdering.

Læs mere om andelsboligforeninger her.