Mere end hver anden boligforening er uforberedte på store udgifter, hvis deres ejendom har brug for renovation eller vedligeholdelse. Det påpeger en undersøgelse fra Kantar Gallup for forsikringsselskabet Gjensidige og energiselskabet NRGi.
Bekymrende få boligforeninger er forberedte
Energikrise, inflation, stigende renter – Det er ikke lidt, boligforeninger skal tage hensyn til i øjeblikket. Og bekymringerne bliver desværre ikke mindre, når det gælder ejer- og andelsboligforeningerne. Det viser sig nemlig, at det er overraskende få, der har en plan for deres vedligeholdelse.
En undersøgelse fra Kantar Gallup for forsikringsselskabet Gjensidige og energiselskabet NRGi peger på, at mere end hver anden boligforening ikke er forberedte på store udgifter i forbindelse med renovering eller vedligeholdelse af ejendommen. I undersøgelsen svarer hver femte, der bor i en andelsbolig- eller ejerforening, at de ikke har en vedligeholdelsesplan i foreningen. 40 procent af de adspurgte er slet ikke klar over, om de har det eller ej. Faktisk er det kun 41% der svarer, at deres boligforening har en vedligeholdelsesplan. Det er bekymrende få.
Undgå uforudsete udgifter
Det er ikke et krav at have en vedligeholdelsesplan, medmindre man er en udlejningsejendom eller en andelsboligforening, som er stiftet efter 1. juli 2018. Derfor er der mange boligforeninger, der ikke har prioriteret at få udarbejdet en vedligeholdelsesplan.
Men uden vedligeholdelse og planlægning risikerer boligforeninger at stå med store og uforudsete udgifter, når skaden sker. Det er derfor en klar anbefaling, at boligforeninger får udarbejdet en vedligeholdelsesplan af en byggeteknisk rådgiver. Vedligeholdelsesplanen skal være med til at give overblik og lægge et realistisk og prioriteret budget for ejendommens fremtidige drift- og vedligeholdelsesopgaver for de næste 10 eller 15 år frem.
Hold styr på ejendommens vedligeholdelse digitalt
En vedligeholdelsesplan er typisk en tyk rapport på omtrent 60 sider, der gennemgår hele ejendommens stand. Det kan derfor være svært at finde rundt i, hvad der skal prioriteres hvor og hvornår, samt hvor meget det reelt kommer til at koste, hvis rapporten ikke bliver opdateret løbende. Din ejendoms vedligeholdelsesplan behøver dog ikke at være en statisk rapport, der ikke følger med prisfald eller stigninger. Der findes nemlig digitale platforme, som MinEjendom, der har til formål at gøre arbejdet med vedligehold mere brugervenligt.
Med en digital vedligeholdelsesplan kan man løbende holde styr på ejendommens vedligeholdelsesopgaver, opdatere budgetter, markere opgaver som færdige og meget mere.
“Mange i boligforeningernes bestyrelser er frivillige, der passer et job ved siden af, så det kan være en hjælp at samle planlægning og oversigt på en digital platform, hvor man også kan passe på fællesskabet. Vi bruger en stor del af vores tid i vores hjem, og er fælles om bygningerne, så opmærksomhed på hinanden og ejendommen er en vigtig ting,” – Forklarer Søren Schødt, founder af MinEjendom, til ØsterbroLIV.