Ved I heller ikke, hvad I skal gøre med jeres gamle byggemateriale, når I renoverer jeres ejendom? Fortvivl ej – Der findes nemlig en guide til genbrug af byggemateriale.
Når vi har spist alt marmeladen, smider vi glasset i glascontaineren. Når vi har pakket vores nye varer ud, smider vi plastikemballagen til plastikaffald. Og når vi har drukket den sidste cola, tager vi til den nærmeste flaskeautomat og panter dåserne. Alt sammen for at materialerne kan blive genbrugt, og bidrage til et bedre miljø. Men hvad gør vi med vores gamle byggemateriale?
Byggebranchen belaster klimaet
Vi ved efterhånden alle sammen, at det ikke er særligt bæredygtigt at bygge nyt, og da slet ikke hvis man smider det gamle materiale ud. Byggebranchen i Danmark står for omkring 30% af den samlede affaldsmængde, netop fordi at der årligt produceres millioner tons affald. Det er alt fra mursten, beton, metal, gips, træ og lignende. Der er derfor god grund til at tænke sig godt om, når man går i gang med et nyt byggeprojekt. Smider I ud? Genanvender I materialer? Og tænker I over at anvende materialer, der har lang levetid?
Bæredygtig renovering
Der er flere måder man kan være mere bæredygtig på i forbindelse med renoveringsprojekter. En af dem er genbrug af byggemateriale. Men dette er desværre stopklods for mange foreninger, da genanvendeligt byggemateriale typisk løber op i mange penge og overskrider budgettet. Men der er også en anden måde hvorpå, I kan renovere med god samvittighed. For selvom bygningsaffald ikke er noget, man sorterer fra nede i gårdens affaldscontainere, betyder det ikke, at det ikke er muligt at affaldssortere vores byggeaffald. Der findes nemlig virksomheder der gerne tager i mod brugt byggemateriale.
Brug denne guide til genbrug af byggemateriale
De virksomheder der udbyder genbrugsmateriale tager typisk også imod jeres byggeaffald. Det kan dog være svært at finde hoved og hale i, hvem der tager imod hvad og hvor. VCØB har derfor lavet en Genbrugsguide, der skal gøre det lettere at finde virksomheder, der tager imod brugte byggematerialer. På den måde kan I gå jeres byggeprojekt i møde med god samvittighed og vide at jeres gamle byggemateriale går til et godt formål.
VCØB’s Genbrugsguide indeholder en oversigt over 12 virksomheder og aktører, der kan modtage jeres byggeaffald og forberede det til genbrug. Og der bliver løbende tilføjet flere til listen.
Samme guide kan I også med fordel undersøge forinden jeres renoveringsprojekt, hvis I ønsker at genanvende byggemateriale hertil. Hos virksomhederne kan man nemlig også købe materiale, der allerede er renset og klar til genanvendelse.