Genanvendelse fylder mere og mere, og det er der god grund til. Man kan efterhånden ikke sige affald uden at sige genanvendelse og bæredygtighed.
Genanvendelse er en proces, hvor man bruger materialer, der allerede har været brugt, i stedet for at anvende nyproducerede materialer. Dette kan være med til både at reducere omkostninger, men vigtigst kan det være med til at afhjælpe den negative påvirkning produktion og bearbejdelse af nye materialer har på miljøet. Man kan genanvende materialer på mange måder. Man kan genbruge dem direkte, man kan sortere affald og sende det til genanvendelse, og man kan omforme materialerne til nye produkter.
Danmarks affaldsstrategi
I Danmark spiller genanvendelse af affald en stor rolle for vores affaldsstrategi. Og Danmark er generelt gode til at genanvende affald sammenlignet med andre lande. Dette skyldes til dels lovgivningen, der er med til at sikre, at vi genanvender så meget affald som muligt, i stedet for at sende det til deponering. Men også både offentlige og private initiativer, som stammer fra en generel miljøbevidsthed i den danske befolkning. Der findes en række forskellige initiativer, der skal være med til at øge genanvendelse i Danmark. Eksempelvis affaldssortering, indsamling af materialer, genbrugspladser og genbrugsbutikker.
Genanvendelse i byggeriet
Byggebranchen er en af de brancher i Danmark der producerer mest affald. De står for omkring 30% af den samlede affaldsmængde, og producerer hvert år millioner tons affald i form af beton, mursten, metal, gips, træ og lignende. Befinder man sig derfor i bygge eller ejendomsbranchen er der god grund til at overveje genanvendelse af materialer.
Det samme gælder for boligforeninger. Boligforeninger vil, uanset hvad, være nødsaget til at påbegynde bygge- eller vedligeholdelsesprojekter på deres ejendom på et eller andet tidspunkt. Og her har man stor mulighed for at gøre en forskel for miljøet. 1,8 millioner danskere, bor i en lejlighed. Så hvis vi alle bliver bedre til at genanvende materialer, når vi bygger, er der store besparelser at hente, både økonomisk og miljømæssigt.