Fokus på energiforbrug stiger fortsat

Klima og bæredygtighed står højt på dagsordenen i de fleste danske brancher, og ejendomsbranchen er ingen undtagelse. Fokus på energiforbrug stiger fortsat, og digitale tiltag kan være vejen frem. Lejere og ejere har nemlig et ønske om mere energieffektive ejendomme. Det viser en rapport, der undersøger de digitale behov hos lejere og ejere.

Fokus på ejendomsbranchens ressourceforbrug og indeklima

EjendomDanmark har i fællesskab med Rambøll lavet rapporten “Digitale behov hos lejer og ejer – Vejen mod en bæredygtig ejendomsbranche”, som blev offentliggjort den 23. november 2022. Her giver over 4000 bolig-, erhvervslejere og ejendomsejere deres bud på, hvordan digitale tiltag og løsninger kan gøre ejendomsbranchen mere bæredygtig. 

Rapporten viser blandt andet, at lejere og ejere både ønsker at reducere ejendomsbranchens ressourceforbrug samt CO2-udledning, og vil have større fokus på indeklima. 

Behov for tiltag der optimerer energiforbrug

Mens klima og bæredygtighed fylder mere og mere i dagligdagen, og energikrisen er blevet det nye samtaleemne, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der i rapporten bliver fokuseret på energi- og ressourceforbrug. 

Det er særligt optimering af elektricitet, vand og varme, der efterspørges af de adspurgte lejere og ejere. Her er der fokus på, hvordan digitalisering kan afhjælpe dette. 

75% af lejerne synes, at der er et behov for mere energieffektive ejendomme. Og 60% af de adspurgte ejere, synes der er behov for tiltag, der kan optimere vand-, varme- og energiforbrug. 

Selvom der har været en generel interesse for flere bæredygtige tiltag de seneste år, så har energikrisen alligevel sat sit præg på lejerne og ejernes forespørgsler. De stigende energipriser har især været med til at forstærke ønsket om muligheden for at tracke sit energiforbrug. Det forklarer Mikkel Alsø, som er økonomisk chefkonsulent hos EjendomDanmark, i en pressemeddelelse

Indeklima har betydning for lejernes trivsel 

Udover digitale løsninger der optimerer ejendommes energiforbrug, så er et bedre indeklima også på ønskelisten hos lejere og ejere. Også her kan digitale løsninger være behjælpelige med blandt andet at forebygge skimmelsvamp, sørge for at varmen fordeles jævnt og øge sundhed i ejendommen. 

50% af lejerne mener, at der er behov for tiltag, der kan forbedre indeklimaet. Ifølge lejerne har indeklimaet betydning for deres trivsel i boligen. 58% af lejerne mener nemlig, at et bedre indeklima kan skabe en bedre lejeroplevelse og øge tilfredsheden.

Halvdelen af ejerne mener ligeledes, at der er et behov for tiltag, der forbedrer indeklimaet. 

Du kan læse, hvordan du kan forbedre dit indeklima her.