Årsregnskab indeholder vigtige informationer om foreningens økonomi, og består af en resultatopgørelse, balance og noter. I regnskabet skal boligforeningen redegøre for indtægter, omkostninger og drift. Et årsregnskab har til formål at vise hvordan foreningens penge er blevet brugt i løbet af året. Det er det man kalder en resultatopgørelse. Og så skal årsregnskabet vise, hvordan foreningens økonomi status er på nuværende tidspunkt.
Ifølge årsregnskabsloven har andelsboligforeninger pligt til at udfylde en årsrapport, som skal være med til at give et retvisende billede af andelsboligforeningens økonomi.
Der findes en vejledning til andelsboligforeninger, som Erhvervsstyrelsen har udarbejdet. Denne indeholder et modelregnskab for andelsboligforeninger, som det anbefales, at man anvender.
Andelsboligforeninger har ikke pligt til at indsende årsrapporten til Erhvervsstyrelsen, og det er heller ikke et krav, at regnskabet udføres eller tilses af en revisor. Dog vælger mange andelsboligforeninger alligevel at hyre en revisor til at tage sig af regnskabet og sende rapporten til Erhvervsstyrelsen. Følger andelsboligforeningen standardvedtægterne, så skal årsrapporten fremlægges på generalforsamlingen senest fire måneder efter regnskabsårets afslutning. Årsregnskabet skal sendes ud sammen med indkaldelsen senest 14 dage før.
Ifølge andelsboligloven skal den, der sælger en andelsbolig udlevere årsregnskabet til køber, inden der indgås en aftale.
Årsregnskabsloven gælder for erhvervsdrivende virksomheder, der leverer ydelser og modtager vederlag herfor. Derfor er andelsboligforeninger også omfattet af årsregnskabsloven. Loven deler virksomheder op i fire regnskabsklasser, kategoriseret A, B, C og D. Andelsboligforeninger hører under regnskabsklasse A.