Affaldssortering i boligforeningen


Jorden har ikke uendelige ressourcer, og det er også derfor, der bliver lagt meget vægt på at affaldssortere i Danmark lige nu. For genbrug er en vigtig faktor, hvis vi skal passe på miljøet. Har i fokus på affaldssortering i boligforeningen?

Der er kommet nye regler inden for, hvordan man skal affaldssortere, og det gælder selvfølgelig også i boligforeninger. Derfor er det en god idé at have styr på, hvordan I vil udføre det, og hvordan beboerne også er klædt på til at hjælpe. 

Hvorfor affaldssortere?

Hvis vi sorterer vores affald på en korrekt måde, er der meget større sandsynlighed for, at det kan genbruges og derfor ikke kræver lige så mange livsnødvendige ressourcer fra Jorden. Affald består af forskellige materialer, og de skal derfor behandles forskelligt, når de skal genbruges eller forbrændes. 

”Når du sorterer 10 kg ”tørt” affald fra husholdningen – plast, glas, pap, papir og metal – så er det muligt at genanvende næsten 9 kg til fremstilling af nye produkter.” – Miljø- og Fødevareministeriet

I juni måned kom der en ny lov omkring, hvordan danskere skal affaldssortere. Det er regeringens nye klimaplan om en grøn affaldssektor. I 2016 blev der udledt 0,6 millioner ton CO2 i Danmark ved affaldsforbrænding, og det er meget højt for et europæisk land. Derfor er affaldssortering kommet højt på listen i regeringens 2030-plan.

”Aftalen vil føre til en reduktion på ca. 0,7 millioner ton af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030. det svarer til at fjerne 280.000 diesel- og benzinbiler på vejen,” står der på regeringen.dk

Begynder I at fokusere på affaldssortering i boligforeningen, vil I sammen kunne gøre en større forskel. For som en forening har I allerede samlet en gruppe, der kan være med til at ændre den sortering, der foregår i dag.

Gør affaldssortering sjovt

Det er meget nemmere at gøre noget til en vane, hvis det er sjovt. Sådan er det også for beboerne i jeres boligforening. 

Som bestyrelse kan I starte med at være det seje forbillede. Ser du naboens flasker stå på bagtrappen eller gammel pap flyde i opgangen, kan du tage det med ned til affaldscontainerne. I de fleste tilfælde vil beboerne lægge mærke til det, og det kan være med til, at de selv gør det samme næste gang.

Mangler I som boligforening at gøre noget anderledes for fællesskabet, kan I arrangere et genbrugsarrangement. Beboerne kan bytte og sælge deres egne ting, som de gerne vil af med og samtidig sætte fokus på miljøet. Her kan I samtidig gøre opmærksom på affaldssortering i boligforeningen, så det hurtigst muligt bliver implementeret i beboernes hverdag.

Gode råd til at igangsætte affaldssortering i boligforeningen

Når nye flytter ind, kan viceværten eller en fra bestyrelsen vise rundt og fortælle, hvordan I affaldssorterer i boligforeningen. Det giver en god og nem start for nye beboere, der højest sandsynligt er i tvivl om, hvordan I gør. 

Det kan være svært for beboerne at gennemskue, hvordan de skal affaldssortere i jeres boligforening. I kan finde flere billeder og guides på internettet, der er lige til at printe ud og hænge op. Det vil nemt give et overblik til de beboere, der er i tvivl om, hvor deres skrald skal hen. 

Affaldssortering for jer

Ifølge regeringens politiske aftale skal alle danskere fra juli 2021 sortere 10 typer affald. Det skal foregå ved alle husstande i hele Danmark. 

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan man skal affaldssortere. I kan finde flere svar på jeres kommunes hjemmeside, eller måske har I fået sendt nogle dokumenter fra jeres kommune, som gennemgår, hvordan I skal gøre. 

Sådan sorterer I jeres affald 

  • Dagrenovation: Pizzabakker, madaffald osv.
  • Plastik: Vandflasker, frugtbakker, rengøringsmiddeldunke osv.
  • Papir: Aviser, magasiner osv.
  • Pap: Kartoner, æsker til cremer, papkasser osv.
  • Metal: Sodavandsdåser uden pant, konservesdåser (rengjort) osv.
  • Glas og flasker: Syltede rødløgsglas (rengjort), vinflasker osv.
  • Batterier: Kan gemme sig i bamser, fødselsdagskort osv.
  • Farligt affald: Neglelak, medicin, elpærer osv.